Hvor sikre er dine penge i banken?

”Det er lige så godt som penge i banken” var vi mange, der sagde før 2008, når vi med et fast blik skulle overbevise nogen om, at der var fuld sikkerhed for dette eller hint.

Kom man med det samme udsagn i dag, ville de fleste opfatte det som en dårlig vittighed.

Det skyldes naturligvis finanskrisen og dermed bankkrisen, idet spørgsmålet om, hvilken sikkerhed, vi som kunder har for de midler, vi betror bankerne, har fået væsentlig større bevågenhed i offentligheden, men mange har imidlertid fortsat kun en vag fornemmelse af deres rettigheder og risici i forhold til deres pengeinstitut.

Historisk set har bankkunder gennem mange år haft en vis, men dog begrænset sikkerhed på 375.000 kr for deres indestående.

Som følge af den store uro på de finansielle markeder blev der i efteråret 2008 ydet ubetinget statsgaranti for stort set ethvert indestående i et dansk pengeinstitut., men dog således, at denne garanti ophørte 30.9.2010.

I stedet er den hidtil gældende garanti på 375.000 kr blevet fordoblet til nu 750.000 kr (100.000 Euro). Det indebærer således, at bankkunderne på nuværende tidspunkt er væsentligt bedre sikrede end tidligere, når bortses fra perioden oktober 2008 til og med september 2010.

Når man i snakken mand og mand imellem alligevel fornemmer en større usikkerhed end før finanskrisen, skyldes det naturligvis, at der hos mange – i modsætning til før 2008 – er en vis tvivl om bankernes generelle og konkrete økonomiske stabilitet. Der er derfor behov for at se reglerne nærmere efter i sømmene og i tilknytning hertil som bankkunde at gøre sig en række overvejelser vedrørende konkrete problemstillinger.

Først skal man gøre sig klart, hvad indskydergarantien på 750.000 kr indebærer for den enkelte. Hvordan er f.eks. den bankkunde stillet, som har kr. 1.000.000 på en bankbog, men samtidig har et banklån på 400.000 kr? Efter de gældende regler kan kunden modregne sin gæld med sit indestående, hvis indestående og gæld er i samme bank. Det betyder i det nævnte eksempel, at kunden kan modregne sin gæld i sit indestående og herefter have fuld sikkerhed for sit resterende indestående på 600.000 kr., som jo ligger under garantibeløbet på 750.000 kr. Havde den samme kunde imidlertid sit indestående i eet pengeinstitut og sin gæld i et andet, ville vedkommende være usikret fsv angår 250.000 kr, som derfor risikeres tabt. Bankkunder, der ikke har bankgæld, men kun indeståender, bør derfor overveje at placere deres midler i forskellige pengeinstitutter, således at der ikke indestår mere end 750.000 kr. i hvert. Omvendt bør bankkunder, der har indeståender på mere end 750.000 kr og herudover bankgæld, alvorligt overveje at samle indeståendet og gælden i samme pengeinstitut for derved at sikre sig retten til modregning.

Dernæst er der heldigvis undtagelser fra grænsen på 750.000 kr. Eksempelvis er pensionsmidler og en række andre såkaldt bundne midler fuldt ud sikrede, og har en bankkunde således eksempelvist et indestående på en kapitalpension på 2 mill. kr er der ingen grund til at frygte tab. Men er kapitalpensionen ophævet, f.eks. i forbindelse med pensionering og er pensionsbeløbet fortsat deponeret i banken træder begrænsningen på 750.000 kr straks i kraft. Pensionister bør derfor være opmærksomme på denne ændring af deres sikkerhed for pengene ved pensionsordningernes ophør.

Et særligt spørgsmål knytter der sig til deponerede midler i forbindelse med handel med fast ejendom. Selv efter prisfaldet på ejendomsmarkedet rækker 750.000 kr. sjældent ret langt.

Efter reglerne skal der her sondres mellem, hvilken type ejendomshandler, der er tale om.

Er der tale om en almindelig handel mellem private om f.eks en villa eller en ejerlejlighed, vil der være fuld dækning for den deponerede købesum, men kun i 9 måneder (2 år ved nybyggeri) og kun, hvis deponering er sket iht en forudgående købsaftale. Det samme gælder i tilfælde af optagelse af et kreditforeningslån i sådanne beboelsesejendomme.

Er der derimod tale om erhvervsejendomme, vil sådanne midler være omfattet af den almindelige begrænsning på 750.000 kr. Har en virksomhed derfor købt et nyt firmadomicil og deponeret købesummen på 75.000.000 kr. i et pengeinstitut, der – inden frigivelsen til sælger – går konkurs, vil der kun være sikkerhed for i alt 750.000 kr. Man kan nemt forestille sig skuffelsen enten hos køberen af ejendommen, der aldrig får skøde på ejendommen og samtidig mister næsten 75.000.000 kr eller hos sælger, der aldrig får købesummen udbetalt. Erhvervsdrivende, der handler fast ejendom, bør derfor overveje de mulige alternativer til en traditionel deponering i sælgers pengeinstitut. Som lovgivningen er indrettet synes alene to alternativer mulige: For det første kan købesummen deponeres i forskellige pengeinstitutter med højst 750.000 kr i hvert. I det nævnte eksempel skulle der således deponeres 750.000 kr i 100 forskellige pengeinstitutter. For det andet kan den fulde købesum henstå deponeret på klientkontoen hos en advokat, idet sådanne klientkontomidler er helt undtaget fra begrænsningen på 750.000 kr.

De gældende regler kan og bør derfor give anledning til overvejelser hos såvel en række private som erhvervsvirksomheder, der besidder midler på mere end 750.000 kr og som ikke er ubetinget trygge ved pengeinstitutternes økonomiske situation, ingen nævnt, ingen glemt.

Ib Ulstrup

 
Sagførerne | Telefon 8622 5500 |